Gyldne øjeblikke Archives | Side 18 af 18 | Willowlounge.dk

Ja, det kan man da også lave på en lørdag aften…

Lørdag aften

lørdag, aften

Jeg har været en tur i Netto.
Det i sig selv er ikke noget nyt – men tidspunktet er!
Jeg parkerede bilen lidt over klokken 20, og jeg var hjemme igen omkring klokken 21. Jarmen, hvor er det underligt… Altså at gå rundt i butikken en sen lørdag aften. Jeg var dog ikke den eneste med den idé.
Jeg fik, hvad jeg kom efter. Nemlig disse hyggelige og fine porcelænshuse til fyrfadslys. De var billige og lige som jeg havde tænkt. Dejligt.
Nu vil jeg nyde min café latte, surfe løs og slappe helt af. Det trænger jeg til.
God lørdag aften til dig og dine!
Kærlig hilsen Katrine

Onsdag er …

Onsdag er en god morgen. En stille morgen, hvor tiden er god. Tiden er god til at nyde morgenmaden og grine lidt, mens Laura gemmer sig i den nyanskaffede puf. Tænk sig, at hun kan være der i. Vi  nyder det!

Onsdag er en dejlig dag på arbejde. En dag med nye tiltag, nye muligheder og nye idéer. Jeg glæder mig!

Onsdag er en lang dag, med mange møder. Møder, der varer lang tid. Så lang tid, at ingen af os selv kan hente Laura i børnehaven. Derfor har farmor fået den heldige tjans i dag – og med stor succes! Laura elsker det!

Onsdag er en stille aften på sofaen. På sofaen med pc og fjernsyn. Med drømme om gaver, ønsker, legehus, tøj og masser af andet godt. Jeg kobler af!

Onsdag er dagen før dagen. Dagen før dagen før vi har forlænget weekend. Dagen før, børnehaven har fødselsdag. Fødselsdagen skal fejres med boller og kager sammen med alle forældre og børn. Vi glæder os!

…part 2

Laura sover, Kenneth er sendt på job, så nu er der tid til at opdatere for alvor…

Vi har i sandhed haft en dejlig dag. Det er længe siden, vi sidst har set Michela, Cecilie og Thomas. Så det har været helt fantastisk at være sammen med dem i dag. Der er lang vej imellem os, så derfor er det ikke så tit vi ses. Derfor er det også specielt dejligt at se dem og nyde selskabet hele dagen. Dagen startede med morgenmad i Sjællandsgade og derefter en tur ind til byen. Det lykkedes mig at overtale dem alle til at tage med. Og vi fandt oven i købet lækre sko til Laura. To par; ét fra Angulus og et andet fra Bisgaard. Virkelige lækre sko, som kan gøre enhver mor misundelig. GID nogen ville bruge masser af penge på sko til mig!! Jeg fandt desværre ikke nogen, men i stedet fandt vi fødselsdagsgaver til Michela. Dem har hun haft til gode siden januar. At sende pakker med posten er somme tider dyrere end selve pakken. Jeg er imponeret over, hvor tålmodig en 12-årig pige kan være. Jeg mener, det er jo tre måneder siden, hun havde fødselsdag, og først i dag har hun fået forløsningen. Til gengæld har hun en enkelt (lille) gave, som venter på hende, næste gang vi ses…

Efter byturen tog vi hjem – lettere trætte allesammen, men der var overskud til perler. Kreativiteten har virkelig blomstret herhjemme i dag. Der er gået masseproduktion i armbåndene. Som den “nysgerrige”, jeg er, sprang jeg ud i at prøve at skrive med perlerne. Jeg er ikke helt sikker på, det fungerer, som jeg gerne ville det, men det var sjovt!

Her er starten på Lauras navn…

Jeg lader resten af billederne tale for sig selv. De emmer af liv, i mine øjne! Og viser lidt af dagens øjeblikke…

Til sidst en bid af de nye sko

En stille fredag aften

Fredag aften er stille. Vi ser børne-tv fra dengang far var dreng. Vi ser det uden far, for han er i byen. Først et møde og så ud at spise. Laura og jeg er heldigvis ligeglade. Vi har nemlig fået risengrød til aftensmad og nu leger vi til, at børne-tv’et er disneysjov. Sidstnævnte er aflyst på grund af dronningens fødselsdag, så vi må nøjes. Men det er nu også ret hyggeligt…

Vi sidder tæt og slapper af. Når Laura sover, vil jeg tage mig kærligt af fødderne og gøre dem sommerklar. Jeg kan slet ikke vente med at komme i sommersko, og jeg drømmer om en tur ind til byen i morgen, for at finde de helt rigtige, som jeg vil bo i hele sommeren. Efter jeg har haft brækket benet, er det ikke en nem opgave at finde de rigtige sko. De skal sidde fast på foden, så ikke noget med klip-klappere til mig. Jeg tror, jeg inviterer hele familien med i byen i morgen. Så kan vi spise frokost derinde og også kigge efter sko til Laura. Hun trænger også.

Angulus til mig

Angulus til Laura. Vi må på jagt…

Jeg ser frem til at hoppe ud som royalist. Det sker senere på aftenen. Når alt er klappet og klart. Tillykke!!

Påskeæg

Turen i mormors bil er vel overstået. Vi kørte lidt rundt i byen, på jagt efter blomster. Vi fandt ikke nogen, men heldigvis har jeg fået mange blomster her i påskedagene. Se bare!

 

Vi kom forbi en lækker retro-blomsterbutik, som havde de flotteste og meget billige påskeæg. Dem kunne jeg ikke stå for, og Laura har lagt dem så pænt til pynt sammen med hyggelige filtblomster og orange lysestager.

 

Resten af denne søndag, som jo i virkeligheden er en mandag, skal bruges til at pleje vores snottede næser, hoste og den smule feber, der er i luften… Vi orker ikke meget, så vi hygger og ser film, mens vi har dynen på sofaen og barbie i dvd’en. 

Vejret er stadig stille. Naboens vimpel bevæger sig stille og skyerne flytter sig i samme retning. Lysten er ikke til at gå en tur i haven, selvom det kribler inden i. Vi har savnet foråret og nu er det kommet. Det er vist energien, der mangler. Den må vi tålmodigt vente på. Og håbe, at vi er friske til en ny uge, der starter allerede i morgen.

Det er ikke nemt at være en snottet pige med snottede forældre, der slet ikke er med på at lave noget sjovt. Heldigvis er hun verdensmester i at fordrive tiden med at tegne, dufte til blomster, nyde at blive nusset og snakke en hel masse. En tår saft og et lille påskeæg kan redde enhver situation. Så nu går turen til køkkenet!

Pin It on Pinterest