Masha og Bjørnen - og Vera | Willowlounge.dk

Masha og Bjørnen – og Vera

Vera ELSKER Masha og Bjørnen. Hun ser det lige så tit, hun kan få lov til! Det er både på iPad og fjernsyn. Og hun er ligeglad med, om det er på dansk eller russisk. Hun finder det selv, enten på youtube eller Netflix, og hun elsker det!

I julegave gav Laura hende Bjørnen i gave, og den har været tæt på hende lige siden. Han er blød og sød – og så får han også lov til at se tegneserien, når Vera ser den.

hyggelig, eftermiddag, matriklen, masha og bjørn hyggelig, eftermiddag, matriklen, masha og bjørn

I dag har vi været en tur ved lægen. Vera har nemlig i meget lang tid hostet som en gal – men kun om natten, når hun er i vandret position.

Vera er jo ørebarn, og vi kender alt til at hæve sengen, så hovedet kommer længere op og hun dermed ikke har ondt. Det samme gælder for hosten. Når hovedet kommer længere op, så hjælper det en smule. Men også kun en smule.

Så jeg fik en tid ved lægen for at få tjekket, om det måske var den astmatiske-bronkitis, der var dukket op igen. Umiddelbart mente den unge læge (som vi ikke plejer at komme ind til), at det ikke var det. Men hun ville ikke udelukke det, så hun bad os genoptage masken inden puttetid.

Masken er fundet frem, testet på flere bamser og nærstuderet ned til mindste detalje. Hun siger nej til at prøve den selv, så jeg er spændt på, om vi får lov i aften. Jeg krydser fingre!

Vera blev også tjekket for nogle små sår, hun har rundt omkring munden, ligesom jeg spurgte lægen om Veras mavesmerter, hvilket hun ofte giver udtryk for. Dog er det kun hjemme og hos bedsteforældrene. Aldrig i børnehaven…

Jeg har i meget-meget lang tid ignoreret det med maven, for jeg har tænkt, at det blot er et udtryk for noget andet. Fx sult. Lægen var (heldigvis) enig, og bad os blot være opmærksomme på, om der fremover ville komme ændringer i hendes spisevaner, toiletbesøg, søvn og udvikling.

Lige nu sidder hun ovre på sofaen, med Bjørnen under armen og Masha på iPad’en. Cute 🙂

Kender du til det med, at børn siger ét og mener noget andet? Og har dine børn en total yndlingsbamse? Eller måske du selv har haft én?

Kærlig hilsen Katrine

Pin It on Pinterest