En tidlig morgen – meget tidlig!
Står du tidligt op? Det gør jeg helst ikke, men jeg vil alligevel lige dele dette med dig.
Lige midt i maj stod vores japanske kirsebærtræ i fuld flor. Det var SÅ smukt!
Jeg var ude at tage billeder af det en tidlig morgen. Det var faktisk så tidligt, at selv ikke Laura var vågen. Jeg havde sat vækkeuret til kl. 5.10, og jeg stod op med det samme, det ringede.
Jeg er bestemt ikke et a-menneske, men denne morgen indså jeg det smukke ved at stå tidligt op. Vejret var med mig, og det hjalp selvfølgelig betydeligt!
Laura er et udpræget a-menneske. Hun ELSKER at stå tidligt op, og det er både til hverdag og i weekenderne. Jeg har hende lidt mistænkt for, at hun blot vågner for at spille iPad, men jeg tror ikke, det er den eneste grund. Jeg tror også, hun nyder, at der er stille i huset, og at hun kan få lov til at sidde lidt i fred fra sin nysgerrige mor og nogle gange drillende lillesøster.
Nå, tilbage til det japanske kirsebærtræ…

På stammen sidder et sideskud, som har hvide blomster – det er altså skørt, for på japanske kirsebærtræer kommer der lyserøde blomster. Det første år tænkte jeg ikke så meget over det i første omgang, men da der så kom rigtige kirsebær på sideskuddet, undrede det mig meget!
Jeg tænker, at planteskolen har podet stammen med denne, for ellers kan det vel ikke lade sig gøre?
Jeg nåede desværre ikke at smage kirsebærret, for fuglene havde hapset det allerede inden, det var helt modent.

Tidlig sol på de lyserøde blomster
Jeg ELSKER de lyserøde kirsebærtræblomster!! De er noget nær det smukkeste, jeg kender. Jeg er SÅ ked af, at de kun blomster i små 14 dage, men når det gør, så tager jeg sindssygt mange billeder af det.
Og denne morgen fik jeg nogle gode nogle, hvis jeg selv skal sige det.
Den blå himmel og solens lave stråler giver det helt rigtige lys 🙂 I LOVE IT!

Ja, jeg er heldig. Jeg ved det, og jeg sætter stor pris på det!
Må din dag blive fyldt med solstråler og blå himmel <3
Kærlig hilsen Katrine

