I torsdags pakkede jeg min taske efter en afsluttet arbejdsdag, hvor jeg – ud over at undervise og afholde møde – havde klargjort alt til vikaren, som skulle tage mit skema fredag og mandag, når jeg nu skulle hjem og nyde mine to feriedage.

Det var skønt, og mit smil var ikke til at tage fejl af. Jeg glædede mig til at få “mig-tid”. Men, men, men… Sygdom satte en stopper for det og ændrede planerne markant 🙁

Vera havde feber og var snottet torsdag, da jeg hentede hende i dagplejen. Hun havde knap 39 i feber og snottet løb ud af næsen. ØV!
Fredag var ikke meget bedre. Efter en god middagslur og en halv rugbrød var det dog som om, at hun var i bedring. Hun snakkede løs og viste tegn på bedring. Juhuu, tænkte jeg. Men desværre var min feriedag næsten slut. Og jeg havde ikke engang holdt ferie…

Lørdag var hun frisk. Så’n da. Hun var list snottet, ingen feber, og klar til leg og snak. Så afsted med hende og Laura til mormor og morfar, således Kenneth og jeg kunne tage til fætter-/kusine-fest. Men jeg blev klogere. For Kenneth var (også) blevet vag. Snot og utilpas. Feber og skidt-mas. Så ingen fest til os alligevel 🙁

Søndag vågnede vi og tog hjem til mormor og morfar for at se til børnene. Kenneth var en lille smule i bedring, og det var Vera også. Dejligt!
Meldingen fra mormor var dog, at Vera var pylret og meget nemt kunne græde, over ingenting, vel at mærke. Det resulterede så her til aften i mange, mange smerter i ørerne. Især det højre, siger hun. Eller skriger. For det gør ondt, kan jeg se! AV…

Det betyder så, at min feriedag i morgen kommer til at gå med et besøg hos ørelægen, hvis jeg kan få en tid (!?!) Jeg håber, de kan rette op på smerterne. Måske med nye dræn. Ørerne har drillet Vera i nogle uger efterhånden, men jeg har tænkt, at det nok var det kolde vejr. Øv, med min feriedag, men pyt! Sålænge Veras ører er i orden, så er jeg glad.

Jeg håber på bedring – en holdbar én af slagsen. Tak!

Må din aften og dag i morgen blive uforstyrret og helt som planlagt 😉

CAD2BBD1E4FE632FDDF0EE12B7FB3B2EC5CA8DCE