At sove med juletræet
Hvert år sover vi med juletræet. Vi elsker at sove sammen med det. Også selvom det er mere eller mindre omstændigt, for det er altså bare SÅ hyggeligt!
Det er ikke første gang, vi gør det. Jeg har før skrevet lidt om det, og hvert år, når vi rammer december måned, minder Laura os om, at vi SKAL altså bare huske at sove sammen med juletræet!
Vi gør det altså ikke hver dag. Vi gør det en enkelt dag, og det er altid, når juleferien er indtrådt. Og helst ikke for tæt på juleaften. I år passede det perfekt med at gøre det d. 22. december.

Vi har hentet den store madras ind fra vores seng, og ved siden af den, har vi lagt Lauras madras. På den måde er der rigtig god plads til os alle. Også nissen 😉

Nissen følger med i, hvad vi laver. Om natten, mens vi alle snorker, stiller han sin seng frem og sover ude ved juletræet, sammen med os. Dét er hygge, og vi er alle meget spændte på, om vi en dag får ham at se!?

For mange år siden syede Kenneths mor disse fine dynebetræk til os alle. Jeg er vild med dem alle! Og når disse er slidt op, så håber jeg, hun er leveringsdygtig flere. For det er og bliver en fast tradition herhjemme!
Og hvis der er noget, jeg er vild med, så er det traditioner. Vores traditioner ændrer sig fra år til os – bare en lille smule – men det er vores traditioner, og jeg elsker dem!
En anden fast tradition herhjemme er, at vi skal bage vaniljekranse. Helst sammen med min mor og far, hjemme hos dem. Vi fylder masser af kagedåser, og i år fyldte vi så mange, at vi har alt, alt for mange tilbage nu… Jeg er ikke sikker på, de bliver spist, men pyt. Jeg elsker at bage dem sammen med mine forældre!
Har du nogle særlige familie-juletraditioner?
Kærlig hilsen Katrine

