Perlespelt med grønkål, chili og bacon
I sidste uge serverede jeg – med en smule skepsis – denne opskrift for Kenneth og jeg. Perlespelt med grønkål, chili og bacon. Det smagte tilpas stærkt og rigtigt lækkert! Og jeg vil derfor gerne dele opskriften med dig.
Ingredienser til to personer:
- 2 dl perlespelt
- 6 stænger grønkål
- 1 pakke bacon
- 1 finthakket løg
- 1/2 tsk. chiliflager/-pulver
- 1 dl madlavningsfløde
- eventuelt lidt vand
- salt og peber
- fintrevet skal af 1/4 citron
(Grønkålen er lige tilsat og er stadig sprød og lysegrøn)
Sådan gør du:
- kog perlespelt i letsaltet vand i 20 minutter. Hæld overskydende vand fra og hold den varm
- rens og skyl grønkålen
- hak grønkålen fint (jeg skar stilken fra, inden jeg hakkede)
- steg bacon sprødt på en pande og læg det på fedtsugende papir
- kom løget på samme pande sammen med chili og lad det stege ved middelvarme i tre minutter
- tilsæt kålen og steg videre i tre-fire minutter, til kålen skifter farve og falder sammen
- tilsæt bacon (som jeg vil hakke/knække næste gang) og fløde
- skru op for varmen, så fløden koger lidt ind
- hvis det ikke har fået væske nok, kan du tilsætte lidt vand og lade det koge med ind
- smag til med salt, peber og citronskal
- bland nu perlespelten i og server straks
(Grønkålen har nu taget farve og er faldet sammen)
Retten smager helt fantastisk. Jeg blev meget overrasket, og jeg vil rigtig gerne lave den igen 😀 Kenneth var også overrasket og kommenterede, at han var vild med den tilpas stærke eftersmag, som chilien gav. En skøn kombination af råvarer, som giver en lækker ret.
Velbekomme!
Kærlig hilsen Katrine




