Pandekager med hytteost – opskrift
Hytteost har aldrig været blandt mine favoritter. Jeg har i de senere år dog lært, at det KAN smage godt. Ikke rent, vel at mærke! Det skal blandes med andre råvarer og tilberedes!
Jeg giver dig i dag en nem og lækker opskrift på pandekager med hytteost, og de kan spises som de er – eller serveres med lidt tilbehør. Jeg spiste dem, som de var, men jeg er overbevist om, at de smager fantastisk med fx røget laks og masser af grønt ved siden af.


Du får ca. 10 stk af denne opskrift.
Ingredienser til pandekager med hytteost:
- 200 g hytteost (jeg bruger gerne de små økologiske bægre fra Arla)
- 4 æg
- 2 spsk. husk
- lidt salt
Sådan gør du:
Bland alle ingredienserne sammen til en glat dej, og lad den hvile i 10-15 minutter, så fibrene kan suge væsken til sig. Brug evt en stavblender til at gøre dejen så glat som muligt.
Steg i kokosolie i ca. en skefuld-størrelse pr. stk. Jeg kunne have tre på panden af gangen, og jeg kom lidt kokosolie på panden efter hver stegning.

Pas på med, at panden ikke bliver for varm. Så begynder kokosolien at ryge, og den lugt bryder jeg mig ikke om.
Pandekagerne kan selvfølgelig også spises til morgenmad. Dog kan jeg ikke anbefale at gøre det for tit, for du skal passe på med at få kulhydrater (hytteost indeholder kulhydrater) fra morgenstunden. Gem dem til senere på dagen 😉
Velbekomme!
Kærlig hilsen Katrine
Indlægget indeholder affiliate. Læs evt. mere om det her



