Stress

stress, vintergækker, krokus, tanker

Jeg har nu været hjemme, sygemeldt med stress, siden november måned. Det er længe, jeg har gået her og passet på mig selv, synes jeg. Det har været godt, og jeg har været god til at gøre de rigtige ting, så jeg bedst muligt kan komme ovenpå igen.

Jeg synes, at tiden er fløjet af sted! Jeg kan ikke forstå, at der nu er gået fire måneder med absolut ingenting. FIRE (!!) måneder… Jeg har siddet stille i min stol i mange timer. Jeg har set serier i mange timer. Jeg har blogget og jeg har spillet spil på telefonen. Jeg har også gået ture, lyttet til mindfulness, jeg har hvilet, jeg har spist, jeg har drukket kaffe og jeg har få gange vovet mig en tur ind til byen, for at drikke kaffe med søde mennesker eller for at købe ting, jeg manglede.

I al den tid, jeg har gået hjemme, har jeg ikke fået professionel hjælp. Jo, jeg har selvfølgelig haft min helt igennem dygtige og meget forstående læge, men det holder så også dér. Nu er jeg så heldig, at jeg har fået tilbudt en stresscoach.

I onsdags var jeg til et opstartsmøde, hvor jeg kort fortalte min histore. Jeg hulkede mig igennem det, for det er ikke nemt at mindes det. Hun var meget forbavset/overrasket/chokeret over, at jeg havde gået alene i så lang tid.

Hun var lynhurtig til at konkludere, at jeg skal igennem et forløb enten hos hende eller en anden, som kan tilbyde mig den rigtige hjælp, og hun kontaktede straks min chef for at cleare det hele af. Han godkendte selvfølgelig, og i går udfyldte jeg en stresstest. I næste uge skal jeg til et rådgivningsmøde hos hende, hvor vi ser på testen sammen og fremadrettet finder ud af, hvad jeg skal/må/kan, for selvfølgelig at mindske mit stress.

Jeg er meget glad inden i. Også en smule lettet. Jeg er sikker på, at jeg nu bliver taget godt hånd om, og at jeg nu får nogle redskaber, som jeg kan bruge, når jeg starter op på arbejde igen.

Resten af min lørdag skal blandt andet gå med at hjælpe Kenneth med en foto-opgave i Holstebro. Vi tager os tid til at kigge lidt på byen bagefter. Jeg glæder mig til at flette fingre med ham, jeg elsker 🙂

Kærlig hilsen Katrine

Pin It on Pinterest